Du er her: 

Sogneindsamling 11. marts: Folkekirkens Nødhjælp samler håb ind

Hjælp verdens mest udsatte i tre timer - meld dig som indsamler

Søndag den 11. marts står i håbets tegn her i Farum Sogn og i kirker i hele landet. Den årlige indsamling til Folkekirkens Nødhjælp sætter fokus på innovative og bæredygtige projekter, der trodser klima-udfordringer og giver håb for fremtiden. 

Fårekyllinger mod fejlernæring

Christine Aketch er med i et pilotprojekt hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor flygtningekvinder i Kakuma-lejren i Kenya lærer at avle fårekyllinger.

Man må ikke holde kvæg, men insekter er også fulde af protein, kan leve i varmt klima og kræver meget få ressourcer. Når de er fuldvoksne, males de til mel og bruges i kiks eller grød til fejlernærede børn.

”Jeg fik et chok, første gang jeg smagte på en af de søde kiks og hørte, hvad der var i”, fortæller Christine Aketch, der både arbejder med insekter og landbrug i Kakuma-lejren. ”Men det er et godt initiativ. Der er alt for mange fejlernærede børn i lejren, og jeg er glad for, at mit nye arbejde er med til at gøre dem sundere”.

Hun kom selv til lejren som et-årig, da hendes familie blev spredt under flugten fra Sydsudan. Et forsøg på at rejse tilbage endte med en ny flugt i 2012. Nu bor hun i Kakuma med sin søster og sine to små børn.

Nye veje til håb

”Nødhjælp er så meget mere end vandflasker, der kastes ud fra lastbiler. I kapløbet med klimaforandringer, sult og nød skal der hele tiden tænkes i innovative og bæredygtige baner. Det er det, vi gør, når vi underviser i at dyrke køkkenhaver på højkant for både at spare vand og firedoble høsten. Eller at avle fårekyllinger til at spise,” siger kampagneleder for sogneindsamlingen, Loa Bendix. 

Meld dig som indsamler til Sogneindsamling 2018

Hvis man vil hjælpe, kan man tilmelde sig som indsamler via Folkekirkens Nødhjælp på www.blivindsamler.dk eller direkte hos Farum Sogns indsamlingsleder, Jan Asmussen på 44950115 eller indsamling@farumsogn.dk.

Mød op på dagen og få din indsamlingsbøsse og rute i Stavnsholtkirken 12.00!