Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Et akvarel- og salmesangsprojekt – et rum til fantasi og skaberkraft

I flere af Farum Sogns skole-kirkeprojekter inddrages arbejde med billedkunst. Billedkunstaktiviteterne i projekterne faciliterer på meget forskellig måde børnenes udfoldelse af deres fantasi, skaberkraft og fortælleevne.

Akvarelprojektet ”Salmer i farver” er et salmesangsprojekt, hvor børnene fordyber sig i fire salmer ved at illustrere dem i akvarelmaleri under instruktion af akvarelkunstner Karen Borch. Der er tre faser i projektet:

Først mødes hele klassen ved orglet hos organisten, hvor de synger salmerne og får en kort introduktion til salmernes tema.

Herefter indbydes børnene til at lægge sig på kirkebænkene. Mens organisten nu improviserer over salmerne, ligger børnene og slapper af mens de udvælger de smukkeste strofer i de salmer, de lige har sunget. De bliver bedt om at lade sig inspirere af både den fabulerende musik og de smukke ord til hvilke billeder og motiver, de har lyst til senere at male i akvarel. Denne oplevelse viser børnene en ny side af kirken. Nu er kirken ikke kun et sted hvor de skal være stille, fordi de skal høre efter hvad andre siger. Det er et sted, hvor de er stille for at lytte til sig selv. Det er et godt udgangspunkt for forståelse af salmernes poesi og for udfoldelse af billedkunst at lytte til sig selv.

De efterfølgende timer foregår i en vekselvirkning mellem instruktion i akvarelteknikken og børnene individuelle arbejde med deres akvarelmalerier. Her kommer børnene virkelig til syne med deres særlige styrker.

Der er lyriske, lette og lyse akvareller med fokus på salmens fortælling og der er de store og farvemættede akvareller, der udtrykker store følelser og kraft. Der er elever, der i andre sammenhænge har svært ved at fordybe sig og finde ro som pludselig bliver trukket ind i aktiviteten og nyder at udfolde sig i farvernes ukontrollerede bevægelser.

På den måde passer akvarelmaleriet til mange mennesketyper og læringsstile, og det passer godt til arbejdet med at fordybe sig i en salme og i salmens melodi og billedsprog.

Doris Pihl Linkenkær
koordinator af Farum Sogns skole-kirkeprojekter