Du er her: 
fredag28sep2018

Fredagsmøde: Nordøstgrønland og Slædepatruljen Sirius

fredag28sep2018 kl. 14:30 - 16:30

Ved sæsonens første fredagsmøde i Stavnsholtkirken får vi besøg af Rasmus Rohde, der er tidligere chef for Siriuspatruljen.

Rasmus har i sammenlagt fire år opholdt sig i Nordøstgrønland og rejst tusinder af kilometer med hundeslæde, båd og fly langs områdets kyster.

I sit foredrag vil Rasmus tage os med ind i den arktiske verden med spændende fortællinger, billeder, små filmsekvenser og anekdoter fra slædepatruljens hverdag i Nord- og Nordøstgrønland. Foredraget tager udgangspunkt i årets gang ved Sirius og giver et indblik i en af de mest særprægede arbejdspladser i det danske rigsfællesskab. 

Vi følger patruljen på depotudlægning om sommeren i de enorme østgrønlandske fjordsystemer og kigger de nye patruljefolk over skulderen, når de om efteråret begynder i mesterlære på hovedstationen Daneborg. Vi er med på vinterens og forårets patruljeringer med hundeslæde, hvor vi bl.a. møder isbjørne, storslået natur og bidende kulde samt oplever det enestående forhold mellem slædehundene og deres førere. Overnatning foregår i telt, depothytter eller gamle fangsthytter fra pelsjægernes storhedstid i 1920‘erne og 1930‘erne.

Rasmus giver også et lille tilbageblik til oprettelsen af den første slædepatrulje i 1941 og dennes kamp mod de hemmelige tyske vejrstationer under 2. Verdenskrig - idet kendskabet til arktiske vejrdata var afgørende for vejrudsigterne til de europæiske og nordatlantiske slagmarker.  

Velkommen til en spændende eftermiddag, hvor vi også skal synge fra højskolesangbogen og hygge os over en kop kaffe/te.