Du er her: 
tirsdag05jun2018

Grundlovsdag i præstegårdshaven ved Farum Kirke

tirsdag05jun2018 kl. 14:00 - 17:30

For 24. gang åbner Præstegårdshaven ved Farum Kirke tirsdag 5. juni 2018 for et af Nordsjællands største arrangementer grundlovsdag. Ligesom tidligere år forventes flere hundrede mennesker at lægge vejen forbi for at tage del i festlighederne.

Dagen indledes 14.00 med grundlovstale ved Pia Gjellerup, der under overskriften "1968 + 50" vil tale om hvordan den frigørelse, som fandt sted for halvtreds år siden, stadig præger Danmark i alle hjørner - fra politik, unddannelse og kulturforbrug til parforhold og familie. Årets taler var dengang blot en lille pige. Som voksen blev hun minister, forlod politik og leder i dag Center for Offentlig Innovation. Drømme hos 68-erne om at gøre verden bedre kan synes opløst i farlig populisme og individuel selvforbedring. Men der er stadig brug for et fælles vi, der kan tænke utopier og virkeliggøre dem. 

Efter grundlovstalen vil Klovnen Tapé igesom tidligere år begejstre børn og voksne med sin fore­stilling, som mikser cirkus, komik, mime og klovnenumre. 

Ved 15.15-tiden kommer Calibut Band & George Mihalache på scenen. Seks generationers sigøjnermusik flyder i rumænskfødte George Mihalaches blod. Siden 1994 har han boet i København og spillet bl.a. med Peter Bastian. Han har håndplukket tre overlegne musikere, svensk/tyrkiske Ruhi Erdogan, svenske Jonatan Ahlblom og danske Morten Lind til et band, som med suveræn musikalitet og stor passion vil byde på en ret enestående, energifyldt sceneoplevelse.  

Som sædvanlig vil der være salg af pølser, øl, vand, kaffe og hjemmebagt kage i boderne. Man kan også allerede fra 13.00 slå sig ned på plænen med sin medbragte madkurv.

Se billeder fra sidste års grundlovsdag nedenfor.