Du er her: 
søndag22apr2018

Koncert i Stavnsholtkirken: Violin og orgel

søndag22apr2018 kl. 16:00 - 17:30

Søndag 22. april 16.00 får vi en af de sjældne lejligheder til at høre violin og orgel i samspil og modspil. Kombinationen violin og orgel er usædvanlig. De to instrumenter er af natur meget forskellige: violinen er sensitiv og spiller ofte med et ekspressivt vibrato, orglet er mekanisk og tonen er ubøjelig. Ved denne koncert mødes violinisten og komponisten Kuno Kjærbye med organisten Erik Hildebrandt Nielsen i et program, der både rummer helt ny musik og klassiske toner fra baroktiden. 

Koncerten indledes med Telemanns 12 Fantasier for violin solo fra 1735. Kuno Kjærbye bruger én af satserne herfra som udgangspunkt for sit nye værk “Transformation” for violin og orgel. Her kastes Telemans toner ind i en helt ny sammenhæng, hvor musikken gradvist forskyder sig og danner spændende mellemrum mellem melodi og puls.

Derefter følger endnu et par nye værker: Katharina Roth ’s orgelsolo “Gradually” og og Hanne Tofte Jespersen’s “Homage” for violin og orgel. Også dette værk bygger på et gammelt stykke musik, nemlig 1600-tals komponisten Nicolaus Bruhns’ “Geistliches Konzert”. Stykket er hendes forestilling om, hvilke musikalske verdener Bruhns måske ville have besøgt, hvis han var blevet født i dag.

Programmet afrundes af Erik Hildebrandt-Nielsen med et par store orgelværker fra baroktiden - nu helt uden yderligere bearbejdning! Det er Matthias Weckmann’s “Canzon” i c-mol og endelig Dietrich Buxtehude’s “La Cappriciosa” i G-dur.

Programmet tager udgangspunkt i musikalske forbindelser mellem Nordtyskland og Danmark - i dag og dengang. Komponisterne Buxtehude og Weckmann virkede i Lübeck og Hamburg, men begge havde stærke relationer til Danmark. Buxtehude voksede op i Helsingør, og Weckmann virkede i flere år som organist ved klosterkirken i Nykøbing Falster. De to danske komponister Kuno Kjærbye og Hanne Tofte Jespersen samarbejder flittigt med Lübeck-komponisten Katarina Roth.

Der er som sædvanligt fri entré til koncerten.