Gudstjenestens musik

Musikken spiller en væsentlig rolle i alle sognets gudstjenester og kirkelige handlinger. Hver søndag bidrager organisterne og sangerne til at give højmessen en smuk musikalsk ramme. 

Musik som indledning og afslutning

Gudstjenesterne indledes med et præludium og afsluttes med postludium. Ofte er det orgelmusik, men undertiden medvirker koret eller sangsolister også. 

Motet efter prædikenen

Efter prædiken synger koret ofte en motet – dvs. en selvstændig korsats, der knytter sig til søndagens tekst og tematik. 

Salmesang er gudstjenestens rygrad

Gudstjenestens musikalske rygrad udgøres af menighedens salmesang, som understøttes af organist og kor. Og vi har heldigvis tradition for en stærk salmesang i Farum Sogn. 

Særlige musikgudstjenester

Af og til afholder vi egentlige musikgudstjenester, ofte med et særligt tema eller i forbindelse med en af kirkeårets højtider: påske, pinse eller jul. Og her inviterer vi somme tider andre instrumentalister til at være med. 

Nye toner komponeres af organisterne

Begge sognets organister er også aktive komponister. Det betyder, at gudstjenesterne ofte klinger af helt nye toner skrevet til lejligheden.

Ved bryllupper, begravelser og andre kirkelige handlinger kan der træffes aftale med sognets organister om særlige musikalske ønsker. Vi formidler også gerne kontakt til eventuelle solister (sangere eller instrumentalister), hvis pårørende ønsker det.