Rejsebreve fra Afghanistan

Af Ulla Salicath, feltpræst i Afghanistan juni 2016

Andet brev fra Afghanistan 29. juni 2016

Nu er næsten 3 uger gået. I morgen skal jeg ud og besøge den sidste af de 4 lejre, hvor danskere er udstationeret. Den kaldes Headquarter og er placeret i centrum af Kabul, tæt ved den danske ambassade. Det er en blandet landhandel af rådgivere på regeringsniveau, efterretningsfolk og unge soldater, der fragter rådgivere rundt i sikrede mandskabsvogne. Her skal jeg holde gudstjeneste i Nordic Palace, som det hedder og fredag stå for en memorial for hele lejren på engelsk, hvor de døde mindes og hvor en tyrkisk imam vil læse fra koranen og jeg fra Biblen, og vi vil mindes de døde for terrorangrebet i Tyrkiet. 

Missionen hedder som tidligere skrevet ”Resolute Support” og er primært en rådgivnings- og undervisnings-mission. Jeg har været ude at besøge lejren Quargha, der ligger tæt op af den afghanske nationale officersskole ANAOA, der uddanner kvindelige som mandlige officerer gennem et et-årigt forløb, hvor flere danskere er mentorer.  Det er meget populært for afghanerne at søge ind på uddannelsen, faren til trods, men i et af verdens fattigste lande, betyder økonomisk sikkerhed alt.

Jeg fulgte en dansk sprogofficer rundt på skolerne og hilste på små spæde kvinder og en gruppe af unge mænd, der holdt pause fra engelskundervisningen. De var meget nysgerrige og ville gerne snakke og både kvinderne og mændene havde svært ved at få placeret en dansk præst. Det hjalp, da jeg blev kaldt kvindelig mullah.

Lejren bevogtes af nepalesiske gurkha-krigere, der i over 100 år har været en del af den engelske hær. Den lejr jeg bor i, bevogtes af den tyrkiske hær og en anden bevogtes af den mongolske hær. Det er en NATO-mission som er meget international. Her lyder sprog fra hele verden og der er uniformer i camouflage i utallige udgaver.

Det er noget af en udfordring de danske mentorer og rådgivere er på. Det kræver megen tålmodighed. På officersskolerne er der ikke helt samme disciplin som hjemme og i ramadan tiden, hvor der hverken må drikkes fra solopgang til solnedgang, er alle meget trætte og få elever kommer til undervisningen. Det giver naturligvis frustration for effektivt skolede danske soldater, men det er betingelserne.

De danske mentorer rådgiver bl.a. omkring skoler, ledelse, planlægning og logistik. Og nogle rådgiver på regerings niveau, for eksempel vedrørende indkøb til den afghanske hær. Hvordan får man lavet nogle synlige aftaler i et land, hvor korruptionen er mere end stor, og hvor de, som prøver at lave synlige aftaler i udbud trues på livet. Det er et meget farligt job at være parlamentsmedlem og embedsmand. De højest placerede i regering har et utal af livvagter, men det gælder ikke for alle, og ikke så få  har mistet livet ved bombeangreb. NATO arbejder for langsomt at opbygge et civilsamfund med legale institutioner i et af verdens mest korrupte lande. Terroren har som mål at hindre dette, da terrorisme lever af lovløshed og opstår af anarkiet.

Det er meget op af bakke. I forrige uge sendtes en dokumentarfilm på DR1 om den danske regerings støtte til skoler i Afghanistan. Det var en trist historie, der blev fortalt, men indholdet var ikke nyt for de folk, der arbejder her. Nogle bliver kynikere og synes det hele ikke nytter noget, andre knokler med stor entusiasme, andre igen bliver realistiske. Som en kvindelig rådgiver i ledelse fortalte, hvis bare vi kan smitte dem lidt med vores ledelseskultur, den måde vi viser tillid på, så har vi nået noget. Svært er det, og resultaterne viser sig ikke i morgen eller på få år, og alle ved, at det er et spørgsmål om tid, hvor længe udenlandske pengene bliver ved med at komme til Afghanistan.

I morgen skal jeg lande på ”Soccer field” (Kabuls fodbold stadion), hvor helikoptere lander ved Headquarter. På dette stadion foretog Taliban utallige likvideringer og steninger, da de mellem 1996-2001 havde magten i Kabul. Nogle af jer har måske læst ”Drageløberen” af Khaled Hosseini, der beskriver denne frygtelige tid i Kabul. I morgen vil jeg også flyve over en swimmingpool med en stærk turkis farve, der ligger på en høj skråning. Her lod Taliban alle de ulydige springe ud i en tom swimmingpool til den sikre død. Den ligger der som en påmindelse om en meget brutal historie, men når jeg fra luften ser børnene spille fodbold, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det trods alt går fremad. Men belært af Kierkegaard kan et liv ikke beskrives i fuglehøjde, men kun indefra. Jeg har svært ved at se alternativer til at forsøge at hjælpe, uanset at det ikke går stærkt, og slet ikke så stærkt, som vi gerne vil have det går.

Første brev fra Afghanistan 16. juni 2016

Danmark har soldater flere steder i verden, og i Kosovo, Irak og Afghanistan sendes en dansk feltpræst med. Feltpræsten er som jeg en almindelig sognepræst, der er trænet til at indgå i det militære maskineri, og som midlertidigt frikøbes fra sin stilling som sognepræst. I andre lande, f.eks. i Norge og i Tyskland er præsten ansat af militæret men altså ikke i Danmark, hvilket giver den store fordel, at præsten ikke er en del af militæret, men primært er sognepræst eller studenterpræst.  Feltpræsten udsendes med delingen, der udsendes ½ år af gangen, eller i 3-4 uger under den faste feltpræsts leave-ophold, der er på 3-4 uger. Jeg er leave afløser i Afghanistan, hvor jeg befinder mig nu de næste par uger.

Der er mange holdninger til Danmarks militære indsats. Der har lige kommet en rapport om den militære indsats i Afghanistan, og de fleste er enige om, at der er noget af en opgave at hjælpe med at bygge et land op efter 30 års konstant borgerkrig og krig. Det sker ikke fra den ene dag til den anden at bygge en stat op, der fungerer på en  ganske andre måde end vores vestlige demokratier.  Men min opgave er ikke at forholde mig til dette spørgsmål, som vi kan være uenige om, men til den opgave, jeg har som præst for soldaterne. Når Folketinget vælger at sende danske soldater ud i verden, synes jeg præster bør følge med. Soldater udsættes for farlige opgaver og bevidstheden om fare og død er stor. Derfor har præsten for mig at se meget at bidrage med.

Opgaven  som hedder RS: Resolute Support er en uddannelses,  rådgivnings- og anti-terror mission under NATO med godt og vel 12-13.000 mand fra over 50 lande. Danmark bidrager med at uddanne afghanske officerer, også kvindelige samt ved at rådgive på regerings niveau. Der er derfor en del officerer og sprogofficerer herude, og danskerne befinder sig i fire lejre. Jeg har fast opholdssted ved lufthavnen i Kabul, hvor der ligger en stor militærbase i tilknytning til lufthavene, der hedder HOKIA. Her holder staben til, der betjener de 3 andre lejre. Afstandene er ikke store men på grund af sikkerheds situationen flyves der i helikopter mellem lejrene. Ligesom vi ikke må gå ud af lejren. Jeg kan skimte Kabul i baggrunden, der ligger ca. 3 km fra Hakima-basen.

Det var smukt at flyve over Afghanistan. Her er bjergrigt, og bjergkæden er en del af Himalaya. Store brune foldede bjerge i et meget tørt landskab. Nogle har måske set billedet af Kabul med sneklædte bjergtoppe, men her i juni er her meget tørt og støvet. Gudskelov en tør varme men midt på dagen er det varmt at gå rundt i uniform, men om aftenen begynder det at blæse og det bliver rart at være her, og i går da jeg gik hjem, kunne jeg høre cikader synge. Luften er ret forurenet. Kabul ligger i en gryde, godt nok i 1800 meters højde og forureningen er værst om vinteren, hvor dæk bruges til afbrænding, da det er meget koldt om vinteren.  Men luften er ret tæt af støv og diesel og andre ting.

Jeg har base i HOKIA, hvor der er ca. 4500 mennesker. Halvdelen er personer med særlige rådgivningsopgaver, og den anden halvdel soldater. Lige nu er det Tyrkiet, der står for sikkerheden, og det danske militærpoliti står for det overordnede ansvar af politimæssige opgaver. Der er ca. 30 danskere udstationeret i Hokia og lidt over 100 i alt i Afghanistan. Vi er for tiden 4 feltpræster i lejren. En amerikansk baptistisk præst og to katolikker, en fra Australien og en fra Filippinerne. Lejren har en kirke, der er en stor betonbygning med to kirkesale, hvor vi hører til i den lille kirkesal på første sal. Det fungerer fint, her er salmebøger men intet kor eller musik.  Der holdes gudstjeneste om søndagen. Forsyningsmanden læser ind- og udgangsbøn og chefen medvirker ved altergangen. Der er fin tilslutning, og jeg synes det er fornemt, at vi som et af de få lande holder gudstjeneste hver søndag.  Det er på en måde meget genkendeligt og hjemligt. Vi følger samme tekstrækker som derhjemme, men det er alligevel noget andet. På søndag skal jeg prædike over Jesu ord: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer”. Det giver en anden accent lige her. 

Lige nu er her gudskelov roligt, men min dag går mest med samtaler og forberedelser. Næste uge skal jeg ud og besøge to lejre og holde gudstjeneste hvert sted, men jeg glæder mig også til at besøge den afghanske  officersskole, der dog kører på lavt blus grundet ramadan. Det er hårdt her, særligt at afstå for at drikke hele dagen i varmen.

Manger hilsener fra Kabul fra Ulla Salicath