Prædikener af Ulla Salicath

3. søndag efter påske. 26. april 2015

Prædiken over Johannes 16; 16-22:

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«

Det gælder om at leve i nuet. For hvad hjælper det at spare op til sin pension, hvis man falder om med hjertestop i morgen.  Vi er en tid der hylder nærværet og autenciteten. I stort set alt hvad vi gør, skal vi være autentiske. Vi skal brænde for det vi gør og ve den som ikke brænder. Og det skal ske nu.  Konfirmanderne kræver af sig selv, at de skal være autentiske, når de om en liden stund knæler i stort antal her ved alteret. Og det kan være noget af en belastning at skulle være autentisk med et hoved fyldt af tvivl og overvejelser.

Autenticitet betyder, at der skal være  overensstemmelse mellem hvad man siger og hvad man gør. Men ofte bliver måden eller formen det afgørende. Det vigtigst er ikke hvad det siges, men hvordan det siger , om det virker og om det virker troværdigt.

Autenciteten er bundet til nuet, dyrker nuet. Ved at stille store krav til nærværet.

Det er selvfølgelig en sandhed i, at vi skal gribe nuet og være til stede og at livet er her, lige nu. Carpe diem, som det også hedder. Vi skal gribe dagen. Men der er noget der er vigtigere. Det er vigtigere at have en fremtid og tro på at man har en fremtid. Det er forudsætningen for at kunne være i nuet. Derom handler ordene fra JE vi lige har hørt, og derfor også denne prædiken. Det vigtigste er ikke nuet. For uden fremtiden bliver nuet væk.

Jesus holder afskedstale for sine disciple og her taler han om gensynet, at de skal leve adskilte men at de vil ses igen. I en afskedstale skal de vigtige ting siges, kort og præcist. Hvad skal disciplene leve videre på, og hvordan skal de forstå deres liv? Jesus giver sine disciple mulighed for at forstå deres liv i lyset af ham, i lyset af evigheden, hvor tiden aldrig ophører. Der er en liden stund. Der er altid mere tid. Sorgen har sin tid. Smerten sin tid. Alting har sin tid men alting forsvinder ikke. Det som har betydning forbliver. Og sorg kan med tiden vise sig som glæde og taknemmelighed.

Jesus forlader verden for at blive alt i alle. Alles Gud og ikke kun disciplenes Gud. Deres Gud og vores Gud. Dette markeres ved Kristi himmelfart, men i dag tages der allerede bestik af den fremtid, der skal begynde med afskeden. Hvad betyder det for os, alt det som skete engang?

Det betyder at vi gennem troen allerede befinder os i Guds evighed og har del i Guds evighed. Og det betyder, at det som kan slutte brutalt også har en fremtid. Når vi mister troen, når vi ikke kan se udveje, eller når vores kære dør for os, da skal vi tro, at Gud vil åbne veje for os. Han taler mod den fortvivlelse, vi kan erfare, når noget slutter. Fremtiden er åben og kommer os i møde. Hvor vi bliver til støv, skaber Gud liv.

Det er noget af et postulat. Enhver der har stået ved et dødsleje har erfaret, hvor radikal døden er.  Fordi den fratager den døde fremtiden. Nu er der ikke mere tid, der var den tid der var, og der kommer ikke mere.  Det som er ubærligt, når vi tager afsked og står omkring den døde er tabet af fremtid. Den døde har ikke mere fremtid og for de efterladte føles det som om fremtiden også forsvinder, hvor man mister et nært menneske.

Men i Guds ord skubbes vi ud i en tro på, at der hvor vores forstand eller øje ikke kan nå, der er Gud. Fordi Gud er alle tider og alle steder. Der er fortsat bevægelse med Gud. Og den som elskes er aldrig helt død. På digteren William Heinesens gravsten i Thorshavn står der: ”alt er endnu i sin vorden.”  På en vindblæst kirkegård og på en forvitret sten, hvor der kun er navnet tilbage af et liv, står de mest håbefulde ord: alt er endnu i sin vorden.

Fordi vi har en fremtid, kan vi være i verden, og det er det mest afgørende. Det farligste at miste er at miste troen på fremtiden og miste troen på at livet er forvandlende og vi føres gennem mange tider, vi endnu ikke kender. Der er en tid til sorg, men en dag vil sorgen forvandles til glæde. Alting har sin tid.  Den fødende kvinde glemmer smerten, når det nye liv kommer til verden. Alting har sin tid. Der er en liden stund, der er en fremtid. Stol på det, siger Jesus til os. Måske bliver det ikke som du eller jeg forestiller sig det, men en fremtid for Gud kendes som den, der gør alting nyt. For alting er endnu i sin vorden.

Et menneske kan gå i stykker, når det ikke tror på en fremtid. Mennesker bliver skilt, når de ikke længere kan forestille sig en fremtid sammen. Ikke længere nærer drømme og håb om det kommende.

En liden stund. Fremtiden er ikke bare afslutning og mørke men Gud kommer til os fra fremtiden, fra det som JE kalder evigheden, der allerede er brudt ind i tiden. Tro er tro på Guds evighed hvor nuet hviler. Og den konstante puklen på at være i nuet er kun krusninger på en overflade, forføriske ord om et nærvær, vi sjælendt kan leve op til og som giver os så mange skuffelser.

Jeg vil i den sidste del af prædikenen udfolde nogle overvejelser, der udspringer af den tyske filosof Peter Sloterdijk. Det hænger sammen med det foregående men går lidt nye veje.

Sloterdijk udvikler i en af sine bøger en sondering mellem to måder at være i verden på. Man kan enten være optaget af ”hvem jeg er” eller være optaget af ”hvor jeg er”.

Spørgsmålet om: ”Hvem jeg” er, er horisontalt. Det handler om mig i forhold til andre, det handler om identitet og autencitet. Den anden måde at forholde sig til sin verden på definerer han som: Hvor er jeg”. Her er bevægelsen vertikal og bevæger sig i forhold til tid og rum. Stedet er vigtigt. Hvor kommer jeg fra, hvor går jeg hen? Her er menneske defineret af sted og rum.

Ifølge Sloterdijk er vi alt for optaget af spørgsmålet : ”hvem vi er.” Hvordan vi virker. Hvordan andre ser på os. Vi risikerer at blive så optaget af os selv, at verden omkring os forsvinder.. Luther beskrev rammende synden som dette at være kroget inde i sig selv uden blik for Guds herlighed og skønhed.   Lukket inde i sin egen spejlingsverden.

Vi har konstant blikket rettet på os selv, også  når vi begiver os ind i nye rum, f.eks. når vi rejser har vi alt det gamle med som vores elekroniske dippedutter muliggør. Vi er i stadig kontakt med omverdenen, og jeg føler mig åndsvag, når jeg læser danske aviser, når jeg sidder på et hotel i udlandet, men jeg gør det ikke desto mindre. Det gamle er hele tiden med og det nye kan have svært ved at berøre os. Der er ligesom ingen nye rum og det kan erfares som jeg virkeligt aldrig forlader noget og virkeligt aldrig ankommer til noget. For jeg står selv hele tiden i centrum for det hele. Skifter måske omgivelser, men det forbliver omgivelser.

Grænserne mellem her og der har mistet betydning uanset at vi aldrig har rejst så meget, som vi gør i dag. Måske rejses der så meget, fordi vi længes efter det som er virkeligt fremmed, men har svært ved at tage det ind og derfor må gentage bevægelsen igen og igen. 

Peter Sloterdijk mener vi er ophørt med at være interesseret i steder fordi vi er så optaget af hvem vi er.

Vi ser og erfarer og informeres i en grad som ingen generationer før os har erfaret. Vi ser og ser men det vi ser, trænger ikke rigtigt ind. Sådan har jeg det i hvert fald og erfaringen skræmmer mig.  Jeg synes det til tider er forstemmende hvor meget vi ved, men hvor lidt al vor viden gør ved os. Vi kan ikke rumme alle verdens katastrofer og ulykker, vi ser og ser, men det går aldrig helt ind. Vi erfarer vores afmagt og vores politikeres afmagt. Hvad skal vi gøre med bådflygtninge i Middelhavet. Ingen har den enkelte løsning og problemet bare vokser og vokser. Kynismen bliver en overlevelsesstrategi for ikke at gå til i selvbebrejdelser. Vi får alle brug for at være kynikere. Det er en overlevelsesstrategi i en tid med al for megen information, hvor vi konstant bombarderes og derfor mere og mere må barrikadere os i vores selv og derfor fokuserer på hvem vi er, hvordan bliver mit liv bedst muligt.

Spørgsmålet om ”hvor vi er” har derimod sit svar i det vertikale, altså oppefra og ned, i blikket opad mod himlen og stjernerne som et billede på en større verden end vores. Det er netop tidens dimension, der hvor vi bevæges af tiden og stederne. I gamle tider navigerede de søfarende efter stjernerne. Spørgsmålet om hvor de var, var afgørende for hvor de bevægede sig hen. Når vi ser op ser vi ikke det uendelige, Guds fremtid, der gør alting nyt. Nej vi ser blot satellitter og dermed et spejlbillede af os selv. Vi ser ikke Guds ansigt men alene vores eget.

Det er her evangeliet kan kalde os ud af vores spejlingsverden. For Jesus var optaget af tiden, at der findes en fremtid, vi ikke kan se eller har magt over som er Guds. Som er grundlaget for at vi kan leve, være fejlbarlige og skrøbelige og kan leve med at vi både rummer godt og ondt, svigt og skyld men alligevel er Guds skabninger. Vi helliges af, at Guds lys falder nådigt og barmhjertigt på os. Og at vi har fået lov til at håbe at vi netop kan møde Guds milde ansigt både nu og i al fremtid. At vi har en fremtid med Gud, at der er en liden stund mellem adskillelse og nærvær. Som en lille båd, der bevæger sig mod en kendt fremtid og bevæger sig under stjernerne i alt slags vejr. Amen.

 

2. påskedag i Stavsholtkirken. 21. april 2014

Jesus Kristus, du opstandne Herre!

Vi takker dig for det håb

du har kastet ind i verden,

da du væltede stenen fra graven

og gik ud i morgensolen

for at skabe verden på ny.

Kom til os når vi mister modet

og ikke kan se vejen frem.

Overvind vor tvivl og frygt.

Giv os at tro, selv når vi intet kan se,

og at håbe, selv når alt synes umuligt,

så vi i kraft af dig vælger livet.

Herre, du er opstandelsen og livet,

I dig er det liv, der sejrer over døden

Fra evighed til evighed. Amen

Inger Christensen: Sommerfugledalen: 

Et liv der ikke dør som ingenting?

Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte naturens sidste selvoptagne spring

Må se os selv i det på forhånd tabte, 

Må se den sidste stump af kærligheden,

Af lykken i en formålsløs proces,

Gå ind i billedet af menneskeheden

Som græsset selv, når det er gravens græs

Et liv der dør som ingenting. Det er den stærkeste linje i Inger Christens digt: sommerfugledalen.

Et liv der dør som ingenting.

Fra jeg hørte den sætning, har Jeg aldrig kunnet slippe den. Det er det værste jeg kan forestille mig. At dø som ingenting. Men det er jo det vi gør. Vi bliver til støv, til ingenting.

Vi kan følge efter Paulus’ ord fra 1. korinterbrev. Er Kristus ikke opstået, er ikke bare prædikenen men troen tom, ligegyldig. Og det spørgsmål må stilles, og vi stiller det. Vi må vejen gennem den tomme grav, som også er tvivlens sted. Stod han op som ordet lød, og hvordan kan vi forholde os til det? Hvad betyder det for os? Det vil jeg prøve at svare på uden at være for forstillet eller ty til kodesprog, der alligevel ikke siger så meget, hvis erfaringen ikke er med.

Det er til at få kuldegysninger af, at dø som ingenting.

Gad vide om Maria Magdalene ikke har følt det sådan. Det tror jeg. Hvad blev det til andet end død? Hendes elskede ven og frelser var død. Et liv der blev til ingenting. Og græd hun, fordi hun ikke kunne se nogen som helst mening med noget? Det blev jo ikke til noget. Alt var tabt.

Hvad var der at håbe på. Hun var som en grav, som en død, men da hun opgav håbet, skete det forunderlige. Støvet blev levende, var i Guds hånd. Hun blev kaldt ved navn og hun så den opstandne. Et liv der blev til ingenting, opstod.

Det er jo ret afgørende, at hun kaldes ved navn, ligesom hun kalder frelseren ved navn. Det er det modsatte af ingenting. Midt i mørket, adskillelsen, dannes en bro. Et ord, en stemme der kalder.

Jeg tænker det kan sammenlignes med fødslens adskillelse. Den voldsomme ubevidste erfaring, vi bærer med os, da vi kom til verden. Det er voldsomt at blive smidt ud fra varmen og trygheden til en ukendt verden, men så at høre en kendt stemme, her sin mors eller fars stemme kalde og måske kalde en ved navn danner bro over gabet. Men vi bærer den sprogløse erindring i kroppen. Vi bærer den i vores navle. Den har sat sig og sat mærker og spor. Verden er både tryg og farlig, og vi møder den ud fra den historie, vi er en del af, både den bevidste og så den ubevidste, hvor vi var mest sårbare.

Men ud af ingenting, sker det. I middelalderens troslære var det et dogme, at Gud skaber ud af ingenting. Gud ikke bare opretholder verden, Gud nyskaber verden. På skabelsens morgen og påskemorgen. Ud af død, ud af ingenting.

I kender begyndelsen: I begyndelsen var der øde og tomhed, så begyndte Gud at tale, som Jesus talte til Maria på graven. Et liv der opstår af ingenting, død, færdigt, ødelagt. En verden der opstår af mørket.

Jeg talte med en far til et barn med meget svær autisme. I den vanskelige periode, hvor man kun ved, at der er noget galt med ens barn, men ikke ved præcis hvad og endnu ikke kender diagnosen, – i den meget vanskelige periode var de til neurolog . De sad i venteværelset og ventede på at komme til. Og lige i dette rum hang en plakat med ordene: Opgiv håbet – og få det bedre. Opgiv håbet – og få det bedre. Og man kan spørge, hvad i alverden de ord skulle gøre godt for, og så dér, i et venteværelse. Og alligevel var det ord, som fik kolossal betydning for denne far. Men hvad er meningen med at skrive sådan? Er håbet ikke noget godt? Hvor der er håb er der liv, siger man ligefrem. Hvad er pointen i at opfordre folk til at opgive det håb, som måske er det halmstrå, man klamrer sig til i en vanskelig situation? Der må være tale om en anden slags håb måske, et falsk håb? Men som sagt, ordene fik stor betydning for denne far, endte med at blive ham til trøst og opbyggelse.

Hvorfor? Jo, for han fik at se hvad det håb, han havde, gjorde ved ham. Han håbede, at lægerne fandt på noget. At de da måtte hive en eller anden mirakelkur op af lommen på de hvide kitler. Derfor forholdt han sig ikke til den virkelighed, de beskrev for ham. Han havde travlt med at håbe. Når de fortalte, at han måtte indstille sig på, at det var sådan og sådan fat, så tænkte han, man kan håbe de tager fejl, der skal nok vise sig noget. Derfor blev ordene på plakaten betydningsfulde for ham: Opgiv håbet – og få det bedre. Først da han gjorde det kunne han forholde sig til virkeligheden. Først gennem sjælens mørke nat, det værste sted, der hvor vi frygter at være, men det sted, hvor Gud også er.

Men hvad værre var, der skete også noget andet ved at klamre sig til håbet. Nemlig det, at drengen blev forkert. Han kunne jo ikke leve op til de forhåbninger hans forældre havde. Når de håbede, at det nok gik over, håbede at der nok viste sig en behandling, der kunne gøre ham normal. Når de håbede sådan, så sagde de jo indirekte, at han ikke var god nok. For han var sådan. Der var ikke nogen behandling. Det kunne de først se, da de ord sank ind: Opgiv håbet. Så smertefuld den erkendelse, det var, så fik de det bedre, og ikke mindst, drengen fik det bedre, for han blev set, han var ikke forkert.

Så opgiv håbet – og få det bedre.

Ordene er ikke bare de rette ord på rette sted for denne far og hans autistiske søn. De rummer også en forkyndelse af påskens budskab, af opstandelsens virkelighed. Maria havde intet mere at håbe på, derfor græd hun. Hun gav op, hun vendte sig mod virkeligheden, hun så en gartner, som man må forvente at møde i virkeligheden på en kirkegård. Var det bare et liv som blev til ingenting? De begivenheder der havde fundet sted de sidste dage, med tilfangetagelse, tortur og henrettelse af ham, de begivenheder havde effektivt lagt ethvert håb i graven. Evangelierne fortæller at kvinderne så til på afstand, og mon ikke de har håbet, at nogen greb ind? At nogen tog ham ned? Gud selv om ikke andet? Eller at han selv steg ned fra korset? For kunne han ikke det så nemt som ingenting, han der helbredte syge, opvakte de døde og gav de blinde deres syn igen? De har håbet, ingen tvivl om det. Men det håb blev begravet sammen med Jesus.

Maria må græde, tale, spørge. Hun er fortvivlet, men lige der vender begivenheden på underfundig vis.

Og det er hinsides forklaring. Det nærmeste vi kan komme en forklaring er, at der hvor vi giver slip, giver vi plads til, at Gud kan komme nær. For når vi har gjort det, kan nyt liv komme til, nye muligheder opstå, sorg afløses af glæde. Liv af liv, mere liv selv i døden, og at der er mere liv i livet, når døden er med. Det skal vi til gengæld tro. Det er ikke noget vi kan vide. Det er ikke noget vi kan tænke os til. Det strider endda mange gange mod vores erfaringer. Men vi gør også erfaringer af det modsatte: At vi opgiver håbet, og får det bedre.

Vi kommer aldrig ind i Guds maskinrum men må nærme os det fra side, som en Moses, der ikke kunne se Gud ansigt til ansigt.. Vi kan nærme os det med vores følelser og forstand, men hele tiden er det som der er en usynlig mur, en mur der skiller Gud og os. En nødvendig afstand for at Gud kan være Gud og vi kan forblive os, der må have håbet og troen skænket, som er langt mere end hvad vi har fantasi til at forestille os.

Det var det der skete, for den far, jeg fortalte om bliver i stand til at se virkeligheden i øjnene, og hvad der vil være et godt liv for hans handicappede søn. Og jeg tror vi hver især har gjort lignende erfaringer. At dér hvor vi gav slip, opgav vores falske håb, og så tilværelsen i øjnene som den var, blev alting bedre. Da vi gav slip på frygten, da mistede den sin magt. For frygten kom fra en selv. Frygten for at miste, tabe ansigt, gå i stykker som en krukke der smadres, som en violinbue, der brister.

Og her kigger det egentlige håb frem. Det håb som er det helt grundlæggende i kristendommen. Det knytter sig ikke til hvad jeg selv kan gøre, min egen magt, og det knytter sig ikke til mine forhåbninger.

Som kvinderne havde oplevet på egen krop, hvad det ville sige at måtte sige farvel til alt - og få alt igen. De vidste fra nu af, at ethvert nulpunkt, er det punkt hvorfra livet atter kan rejse sig.

Vores selv, store som små forsvinder. Vi kan ikke og skal ikke holde det fast, ligesom vi ikke skal holde Gud tilbage fra at være Gud ved at gøre Gud mindre, fordi vi ikke begriber det fuldt ud.

Hold mig ikke tilbage, Maria, sagde frelseren påskemorgen.

Opgiv dit håb i tillid til, at den virkelighed, der så kommer til syne, har Guds finger rørt ved, så alt kan blive nyt. Det er det egentlige og sande håb. Det er opstandelseshåbet.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid, og i al evighed. Amen.

 

Påskedag i Stavnsholtkirken 20/4 2014

Salmer: 224,218,223-236, 227 v.7-9, 234 

Og fra den underjordiske bitre hule

Hvor kældermørkets første drømmekryb

Og al den grusomhed vi helst vil skjule

Lægger bunden under sindets dyb

Er det den sorg, mit liv har overhalet

Som bjergbuskadser dækker med sin duft,

Og blomstringen har rod i alt det rådne

Det skyggefulde, filtrede og lådne

En vild og labyrintisk ufornuft.

(IC, sommerfugledalen)

Gå hjem til Galilæa. Kan det virkelig være beskeden?

Er det ikke for lidt? Vi hører om engle, om jordskælv og om mennesker, der fik mod til at rejse sig igen?

Det er Påskesøndag, jordomvæltning, nyt liv. Dagen over alle dage. Her det hele begyndte. Trompet og stor fanfare.

Gå hjem til Galilæa, der vil I møde den opstandne.

Gå hjem?

Gå til Galilæa?

Gør det, som I plejer?

Gå hjem til Bregnerød, til Stavnsholt, til Farum. Der vil I møde den opstandne. Det største under, dødens magt der brydes, afstedkommer det mest hverdagsagtige?

Gå derfor hjem og lev, som lægen siger til den kræftsyge, da behandlingen er opgivet, og det derfor er svært at opfatte ordene som andet end en ren dødsdom og ikke som et Evangelium om, at dødens magt er brudt. Gå hjem og lev, men her menes der noget mere omfattende og omvæltende. Det er ikke døden, der er fortegnet men livet. Det gælder ikke bare for den kræftsyge. Det gælder for os. Det handler ikke om at slå sig til tåls, gå hjem og pakke sig sammen og ned, forberede sig på at skulle dø, nej gå hjem og lev fuldt ud. For dødens magt er brudt. Kristus lever og du skal leve.

Men vi går jo hjem hele tiden. Ud af vores dør og ind igen. Hjem fra byen, hjem fra arbejde, hjem fra kirke i dag det ene og det andet.

Kunne der ikke være et større perspektiv end bare at gå hjem igen. Himmelsk lyksalighed. Store undere, ting der kunne overbevise det tvivlrådige sind?

Men opstandelsen forandrer det hjemlige. Man vender ikke bare tilbage og siger ”det var så det”, og genoptager alting som før, tværtimod. Her kan man virkelig tale om at ”få noget med hjem”, for det forandrer hele begrebet om, hvad der er hjemligt, og hvad der ikke er. Sådan var det for kvinderne. Derfor er vi her, og vi kan tage samme bevægelse som dem.

Så hjem i hjemligheden? Hjem i dit liv. Hjem i den dødelige krop.

Men hvad er det, der gør det til et hjem?

I virkeligheden er det ganske få ting, der skal til, for at få en til at føle sig hjemme. De ting har det til fælles, at de er personlige. Det kan være billeder af børn eller børnebørn. Det kan være en ramponeret kommode med en skuffe der binder, som man har arvet efter sine bedsteforældre. Det er forskellen mellem at købe ting som ragelse på et loppetorv og så være forbundet med en ting eller genstand som et elsket menneske har holdt i sine hænder. Tingenes affektion. Fordi et menneske har elsket en ting, et sted, så kan vi erfare en dyb forbundenhed gennem tingen eller stedet. Spor af liv, og spor af det som er det eneste der betyder noget, den kærlighed der har mærket verden, din og min verden og sat sig i rummene. Gjort dem hjemlige. Jeg har stadig min afdøde mors badekåbe. Den er en trævl, men den forbinder mig med hende og danner en bro hen over dødens adskillelse. Minder mig om en hjemlighed og jeg kan se hende gå rundt i den og huske en tid der går så langt tilbage.

Når man føler sig hjemme, er det netop det. Det er det vigtigste og mest grundlæggende. Det ved flygtningene fra Syrien. De har ikke noget Galilæa at gå tilbage til, men står med en rullemadras, nogle krøllede papirer og få ejendele og en ukendt fremtid. Spørg den som har været udsat for en brand eller en katastrofe. Her er det hjemlige det afgørende. At føle sig hjemme, at vide sig hjemme, at høre til og føle sig elsket og rummet frem for nøgen, ensom og overladt til sig selv. At høre til i sit liv og i andre menneskers liv. Hvor der er forventninger og krav til én og fællesskab.

Noget af det værste er at erfare sig fremmed i sit eget hjem. Vågne med en tomhedsfølelse eller gå hjem uden glæde, fordi ensomheden og de tavse vægge er ubærlig. Telefonen, der ikke ringer. Minderne om et liv der var og som nu er slut. Eller fremmed i sin hjemlighed, mennesker der ikke længere lever med hinanden men parallelt. Hvor livet er stivnet frem for levende.

Sådan også kvinderne Påskedag. De gik netop hjem, og delte det de havde fået i deres hjemlighed. Der hvor de var og det bredte sig og voksede, gærede som godt brød, der duftede i hele huset og blev ved med at gære. Noget var i gære, ordet gik i svang. Og selvfølgelig sagde de noget. Det hjertet er fyldt med, løber munden over med, som det allerede hedder i det gamle Testamente. Hjem, til hjem, sand hjemlighed. Det er det som giver fødder på jorden og himmelsk blik og taknemmelighed. Jeg ved godt, man kan finde religioner eller religiøse systemer der kan tilbyde en meget mere, mere sus og effektive redskaber til sjælens dybder, og at opstandelsesbudskabet næsten nedtoner det guddommelige, men kristendom er hjemlighed. Hjemlighed i en verden, hvor døden hele tiden melder sig og æder af vores livsmod. Gud er i det hjemlige, hos dig og mig. Ved at give dig og mig mod til at være skrøbeligt menneske, nemlig menneske blandt mennesker. At være hjemme, fysisk og i sig selv. I sin krop, med sine tanker, med sin frygt. Med sin haltende tro og gribes af et altomfattende lys, et kærlighedens lys og blik på sig selv, på hinanden, på verden. Måske er der mere liv i livet, når vi ved at døden står for døren. Måske skal vi miste det for at få blik for, hvor vigtigt det er. Vi skal kastes ud af vanen, og rystes ud af vores blindhed og frygt. For blomstringen har rod i alt det rådne, alle de svære og sammensatte følelser, ingen Gud kan eller vil frelse os fra ved at for gøgle os, at det ikke gør ondt. Nej liv opstår som digteren siger af det rådne, det lådne, det skyggefulde og filtede.

Den dybe hjemlighed, der gør, at du og jeg kan føle os hjemme i vores døds- og tidsmærkede kroppe, kæmpe mod frygten for sygdomme, for alt det farlige. Frygten for det ukendte. Enhver kan forvisse sig om, hvor meget frygten kan få magt over én. Formiddagsbladene lever af at pirke til frygten. Skræmmende billeder af hudkræft. Vi kan dø i morgen, blive angrebet af det ene og andet og hypokonderen får først fred den dag, sygdommen melder sig og hun kan lade være med at bekymre sig om mulighedernes mulighed, om alt hvad der kan ske. Nu er det sket, men hvilken trist historie hvor sygdom og bekymringer blev magten frem for Helligånden og den boblende himmelglæde. Det gør hele forskellen. Hvordan man går hjem til Galilæa. Om det er med glæde eller med frygt. Gå hjem og lev, siger lægen til den kræftsyge. Evangeliet siger det samme til enhver, men lev i tillid til Vorherres magt.

Så gå hjem, ja, men med en ny historie, der fortælles om dig. I Guds forunderlige og grænsespringende historie.

Hjem med jer – der skal I se ham, hedder det. Ikke som man ser et spøgelse, eller som en åbenbaring. Det fortæller de andre evangelister og Paulus ganske vist om, men ikke Matthæus. I skal se ham i, at alt derhjemme er forandret, selvom det er det samme og ligner det same.

Evangelisten Johannes fortæller videre, for det er netop en historie, der skal fortælles videre på. Vi skal fortælle videre. Vi skal rejses op fordi vi er genfødte til et levende håb og kan tro på Guds magt og kraft. Vi skal lade os bevæge uanset at vi aldrig kan få håndfaste beviser på den levende Gud, kan se hans spor gennem troen. Men hvorfor skulle det ikke være virkeligt, lige så virkeligt som vi har et navn eller en historie? Som at mærke en afdød gennem hendes eller hans spor. Skulle dette være uvirkeligt?

Og en af de fortællinger, jeg vender tilbage til igen og igen, er den vi skal høre næste søndag, hvor disciplene i dagene efter korsfæstelsen sidder bag låste døre og nedrullede gardiner, for de var nemlig bange. Et hjem kan nemlig være en fæstning. Et hjem kan være det fristed, hvor man kan holde en ubehagelig og skræmmende verden ude, og hvor man vogter over grænserne som man bevogter en fæstning. Det behøver ikke at være omgivet af tykke mure og palisader, ligusterhække eller lukkede døre kan gøre det, eller hvad man nu vælger at markere grænsen med.

Men der sidder de. Og pludselig står Jesus midt iblandt dem og siger: Fred være med jer! De har forskanset sig derhjemme – men Jesus bryder umærkeligt igennem hjemmets fire vægge. Og han puster på dem. Modtag Helligånden, siger han. Han puster nyt liv i dem. Og han sender dem ud i verden med en opgave.

For Ordet blev kød og tog bolig iblandt dem. Det er præcis hvad de ord betyder. Han er hjemme overalt, og han er det vel at mærke som den, der har stået ansigt til ansigt med alt det værste, og gået lige igennem det.

Overalt hvor jeg er, er han. Og han gør at jeg kan føle mig hjemme i mit liv, også der hvor jeg mindst ventede det.

Som bjergbuskadser dækker med sin duft,

Og blomstringen har rod i alt det rådne

Det skyggefulde, filtrede og lådne

En vild og labyrintisk ufornuft.

Og derfor vil jeg ønske jer en rigtig glædelig påske med de ord: Kom godt hjem!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.