Sprechelsens talmystik

Idéen bag Stavnsholtkirkens arkitektur

Af Jan Asmussen, april '09

Når man på stranden finder en sten, der er en fuldkommen kugle, kan man være sikker på, at den ikke er skabt af naturen. Og selv omhyggeligt menneskeskabte kugler som billard- og bowlingkugler har mikroskopiske uregelmæssigheder. Den ideelle kugle er en form, der ligger uden for naturens og menneskets sfære. Siden oldtiden har kuglen derfor været et symbol på Gud og uendelighed. I Rom er Pantheon bygget over kuglen som grundplan, og i islamisk arkitektur spiller den en vigtig rolle som symbol på Guds enhed, Allahs "tawhid". Næst efter kuglen i formernes hierarki placerede oldtidens geometri de såkaldte platonske legemer som de mest perfekte former. De låner af kuglens harmoni, men er ikke selv kugler. De er en afspejling af den ideelle form. Det er de fem legemer, som kan konstrueres af lige lange kanter. Der er kun disse fem muligheder: et legeme med 4, 6, 8, 12 eller 20 hjørner. I naturmystikken associeres de med de fem elementer ild, jord, luft, æter og vand. Når de placeres inde i hinanden, opstår der et kompliceret mønster af berøringspunkter, som spillede en hovedrolle i astronomien før Kopernikus og Kepler: man mente, at planeternes baner fulgte disse berøringspunkter. Det blev kaldt ”sfærernes harmoni”. Desuden bemærkede man, at mange mineraler af sig selv krystalliserer i disse former, som om de er mål for naturens egen stræben.

I Farum har vi en kirke, hvis grundform er det midterste af de platonske legemer, nemlig terningen. Stavnsholtkirkens arkitekt Johan Otto von Spreckelsen brugte denne form i hele sin karriere: tre af hans fire kirker i Danmark, triumfbuen i La Defense i Paris – og vores Stavnsholtkirke. Det er terningen – eller hexaedren, der giver kirkerummet dets harmoni. Døbefonten og prædikestolen er tilsammen en terningform, og højderne over det kvadratiske kirkegulv danner en terning.

Den italienske filosof Umberto Eco giver en definition af, hvad der gør arkitektur harmonisk: "en æstetisk nydelse opstår, når sjælen genfinder sin egen indre harmoni i sin genstand". Dette synes at være tanken bag Spreckelsens brug af et platonske legeme som grundplan. Han bruger det legeme, der i oldtiden blev forbundet med elementet "jord" - kirken er bygget af gule teglsten. Han afstår fra at bruge kuglen – den er forbeholdt den himmelske sfære. Han bruger en af de mest fuldkomne former, jorden kan frembringe. Resultatet er et rum, der peger på himlens harmoni og samtidig er sig sin jordiske natur bevidst. "Et himmelspejl i mulde", som Grundtvig kalder det (DDS 493):

O du, som skabte hjerte mit,
det dybe, underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde,
så jeg langt mer, end selv jeg ved,
kan lære af din kærlighed
om nådens rige fylde!