Du er her: 

Altertavlen i Farum Kirke

Altertavlen i Farum Kirke bærer årstallet 1599 samt Christian den Fjerdes monogram. I stedet for et alterbillede har det fire tekstfelter, som er særdeles velbevarede. Øverst er teksten på latin, nemlig indstiftelsesordene ved nadveren, nederst samme ordlyd på dansk. De to latinske tekstfelter i altertavlens øverste del gengiver indstiftelsesordene, som de siden oldkirken har været sagt på latin. Der er tale om en sammenskrivning af nadverberetningen fra Markus-, Matthæus- og Lukasevangeliet samt et stykke fra Paulus' Første Brev til Korinterne. Det er således kun Matthæus, der nævnersyndernes forladelse og kun Paulus, der taler om nadveren som ihukommelse af Jesus. Det er svært at sige, indtil hvornår de latinske indstiftelsesord sidst har været brugt i Farum Kirke. Det står imidlertidig fast, at man før reformationen holdt nadver mindre ofte end nu. Nadveren udgjorde et af de syv sakramenter eller frelsesmidler, som Kristus havde betroet apostlen Peter og dermed den katolske kirke at forvalte. Blev man af kirken udelukket fra nadveren, fik det følger for ens frelse. På grund af nadverelementerne, dvs. brødets og vinens, ganske særlige betydning blev disse opbevaret i et aflåst skab i kirken, formentlig i en niche i muren med en låge for. Der er ikke i dag spor af dette i Farum Kirke. De nederste tekstfelter gengiver samme ordlyd på dansk. Også her er der tale om en fast liturgisk formulering, der stadig i det store og hele er i brug hver eneste søndag, når der er altergang i kirken. Når man sammenligner indstiftelsesordene fra dengang og i dag, viser der sig imidlertid interessante sproglige forskelle. Teksten på altertavlen lyder således:

Vor Herre Iesus Christus i den Nat der hand bleff forraadt,tog hand Brødt, tackede oc brød det, gaff sine Discipler, og sagde:Tager dette hen og æder it,det er mit Legeme, som giffuis for eder,det giører i min Hukommelse.Lige saa tog hand oc Kalcken effter Afftens Maaltid,tackede, gaff dennem, oc sagde:Dricker alle der aff, Dette er det Ny Testamentis Kalck i mit Blod,som udgydis for eder oc for mange til Syndernis forladelse,Dette giører saa offte som i dricke, i min Hukommelse.

Ordlyden har naturligvis været kirkegængerne bekendt i 1599 fra deres deltagelse i gudstjenesten. Men desuden blev indstiftelsesordene kendt gennem Luthers lille katekismus, der i første omgang cirkulerede som små bøger og siden blev faste bestanddele af salmebøgerne – en praksis, der har holdt sig til i dag. For Martin Luther var det nemlig nødvendigt, at kristendommen blev forankret i enkeltes personlige religiøse overbevisning. Det krævede viden og læseevner. På sine rejser i de fyrstedømmer, som efterhånden tilsluttede sig reformationen, fandt Luther stor vankundighed på kristendommens vegne. "Bønderne lærte intet, vidste intet, bad ikke", skriver han. Derfor udgav han i 1526 en lille "bedebog" til brug i hjemmene. Denne pædagogiske indsats var et kernestykke i reformationen. I 1528 udgives den første katekisme som en hustavle – en plakat ville vi sige – til ophængning i hjemmene, og i 1529 udkommer den i bogform. På det organisatoriske niveau arbejder Luther med etablering af skoler, hvor katekismen kunne indgå som læsestof. Et kvalificeret bud er, at analfabetismeraten i Tyskland på Luthers tid var over 90%. For Luther var der ingen tvivl om, at tre ting skulle ledsage den protestantiske reformation: at læse, at skrive og – ikke mindst: at synge med børnene. I Danmark blev den lille katekismus efter reformationens indførelse 1536 det mest udbredte udtryk for reformationen. I 1537 udkommer en oversættelse af katekismen, som får en vældig betydning. Det er Peder Palladius, som udgiver en oversættelse af Luthers katekismus. I perioden fra 1537 til 1599, hvor vores altertavle er fra, udkommer Peder Palladius' katekismus som selvstændigt skrift ikke færre end 18 gange. Palladius' katekismetekst er det bedste bud, vi har på et forlæg til nadverordene på dansk. Lad os prøve at sammenligne altertavlen i Farum med Palladius' katekisme fra 1537.Hvordan ser så det danske sprog, som findes i Palladius' katekisme, ud i sammenligning med teksten på Farum Kirkes altertavle? En sammenligning viser, at teksten ikke er identisk: Palladius skriver således:

Vor Herre Iesus Christus i dend nat hand blef forraad tog hand brødet tackede oc brød det oc gaf sine Disciple oc sagde:Tager dette hen og æderet det er mit Legeme som gifuis for eder:det giører i min hukommelse. Lige maade tog hand oc Kalcken efter Aftens Maaltid tackede gaf dennem oc sagde:Dricker alle der af dette er det ny Testamentis Kalck i mit Blodsom udgivuis for eder til Syndernes forladelse. Dette giører saa ofte som i dricke i min hukommelse.

De to tekster er ikke ens. Hvad kan det være udtryk for? Umiddelbart virker Farum-teksten mere gammeldags end Palladius' katekismus: "bleff" skrives med dobbeltkonsonant, "æderit" frem for "æderet" og andre små detaljer. Er der sket noget med sproget mellem 1599 og 1537? Eller er forklaringen, at altertavlen i Farum slet ikke bygger på Palladius, men på et ældre dansk altergangsritual? Hvordan mon det danske sprog mon har lydt dengang? Disse spekulationer kan ingen, som stiller sig og læser altertavlens danske tekster højt, unddrage sig: hvordan lød det egentlig? Det er faktisk muligt, at man – uden at ane det – kommer til tale som et menneske fra 1500-tallet, når man læser teksten højt på Farum Kirkes altertavle. Det har at gøre med det forhold, at det danske sprog jo ikke havde nogen fast retskrivning og man derfor uvilkårligt forsøgte at gengive det hørte dansk, når man skrev. Om Christiern Pedersen, som allerede i 1529 udgav Det Nye Testamente på dansk og derved var med til at lægge en vigtig grund for et senere dansk skriftsprog, har man den overlevering, at han virkelig bestræbte sig på at skrive sådan, som folk talte. Målet var altså at gøre forskellen på det talte og det skrevne dansk så lille som mulig. Uden tvivl har denne målsætning haft betydning betydning for teksten på vores altertavle, og vi kan derfor drage forsigtige slutninger om talesproget. Om man kan ramme originaltonen, er jo helt umuligt at sige. Men man kan trøste sig med, at man ganske givet kan drage mere troværdige slutninger fra skrift til tale end i dag, hvor dansk tale og dansk skrift virkelig ligger langt fra hinanden. Er Farum Kirkes altertavle i virkeligheden et vidnesbyrd om datidens nordsjællandske sprog? Man kan ikke sige noget som helst med sikkerhed, men man kan jo gå på opdagelse i teksten.