Kan man blive døbt som voksen eller et stort barn?

Ja, det kan man, hvis man ikke er døbt som spæd.

I dåben bliver man en del af kirken. Man får et sted at gå hen med sin tro, tvivl og eksistentielle spørgsmål. Man får en indgang til kristendommens historie, tradition og forkyndelse og kan mødes i kirken og tale med andre om det, der rører én.

Børn og unge i alle aldre bliver døbt i kirken. I nogle familier fravælger man barnedåben, for at barnet selv kan vælge senere. Det kan være i forbindelse med konfirmationen. Men det er også almindeligt, at yngre børn gerne vil døbes. Det er en naturlig del af børns udvikling, at de gør sig tanker om liv og død, tro og Gud. Har man som forældre besluttet, at barnet selv skal vælge dåben, er det vigtigt senere at være opmærksom på barnets spørgsmål og ønsker.

Barnet kan selv sige ja ved dåben, hvis det ønsker det, og forældre og præst skønner, at det er modent nok til det. En voksen kan også svare ja på barnets vegne, ligesom ved dåb af helt små børn. Den eller de voksne, som har forældremyndigheden over barnet, kan anmode om dåb.

Voksne, unge og større børn, der ønsker at blive døbt, har ofte en række samtaler med en præst inden dåben. De tilrettelægger selv forløbet med den præst, der skal døbe dem. Samtalerne tager udgangspunkt i deres situation og skal gøre dem klogere på, hvad den kristne tro går ud på, og hvad den har med deres liv at gøre, så de ved, hvad de siger ja til.

Som døbt bliver man medlem af folkekirken. Det betyder, at man som voksen betaler kirkeskat og er med til at støtte kirkens mange aktiviteter. Man får også mulighed for indflydelse og kan stille op til menighedsrådsvalg.

Alle, der ønsker at blive døbt er velkomne til at henvende sig til en præst. Også hvis man bare ønsker en afklarende samtale.

Kirkekontoret
Stavnsholtvej 25
3520 Farum
Tlf. 7027 2585

Åbningstid: Mandag - fredag 9 - 13